Tilbage til alle Nyheder & Aktiviteter
Nyheder

84 ÅRS ERFARING SOM PROFESSIONEL LANDBRUGSPARTNER


Da vi kørte over Sjælland og Fyn sidst i april, var det solskin, og markarbejdet var i gang mange steder. Men i Troldkær uden for Kolding stod regnen ned, og tordenen buldrede, mens vi talte med PN Maskiners salgschef Peter Nissen, lagerchef Michael Lauridsen Thestrup og værkfører Bo Jørgensen om, hvordan virksomheden opfylder kundernes krav til kvalitetsmateriel og -service.

PN Maskiner blev etableret i 1934 som FIAT forhandler, og i årenes løb er virksomheden blevet udvidet i takt med det klassiske mærkes rivende udvikling til det moderne blå/gule brand, vi kender i dag. PN Maskiner er full-line New Holland forhandler og servicerer kunder i hele området fra Kolding og Esbjerg i nord til Aabenraa i syd.

"Vi føler et stort ansvar for vores kunders økonomi, og det er vigtigt for os, at kunderne mærker, at vi står bag dem hele vejen," fastslår Peter Nissen. "Den tryghed kan vi give dem, fordi vi har et meget stærkt team - både internt og i samarbejdet med vores leverandør af maskiner og reservedele. Det sikrer kunderne en synergieffekt, så de både får de mest effektive maskiner og den bedste service til den rigtige pris".

"Ja," indskyder Bo Jørgensen, "og for at give effektiv service hele vejen rundt, har vi 15 servicebiler og døgnservice, så vores kunder kan få løst ethvert problem på så kort tid som overhovedet muligt. 3-4 af bilerne er dedikeret til at udføre mejetærskerservice hos kunderne året rundt"

Logistikken er altafgørende
I dagens Danmark, hvor landbrug konstant vokser i areal, har kunderne brug for stadigt større maskiner, så der kan høstes hurtigt og effektivt i de ofte små perioder med optimalt vejr. Og hos PN Maskiner er man glade for at kunne levere mejetærskere med New Hollands ekstra store kapacitet, for som Peter Nissen siger: "Der sker virkelig noget, når maskinerne er i gang ude på markerne".

"Og hvis uheldet skulle være ude, kan vi levere alle reservedele på meget kort tid, så produktiviteten holdes oppe," fortæller Michael Lauridsen Thestrup. "Vi har 6 ansatte på lageret og alle de almindelige sliddele på hylderne til alle modeller. De dele, vi eller vores gode kolleger ikke har på lager, skaffer vi hjem fra dag til dag".

"CNH er altid klar med hurtig hjælp, når vi har brug for assistance. Fx havde vi en mejetærsker, der gik ned med en ødelagt oliemotor en fredag lidt over middag. Hverken vi eller CNHs centrallagre havde sådan en liggende, så vi sendte en "breakdown" ordre direkte til fabrikken, og inden lørdag middag kørte mejetærskeren igen. Det er dejligt at kunne hjælpe sine kunder så effektivt!"

"Det fungerer rigtig fint", supplerer Bo Jørgensen. "Og da vi her i forretningen ikke kan leve med nødløsninger, bruger vi kun originale reservedele - simpelthen fordi kvaliteten og levetiden er bedre og de originale dele altid passer perfekt. Det sparer kunderne for masser af tid, penge og problemer".

Tilgængelig 24/7
"Vi er 18 faguddannede og 2 lærlinge på værkstedet, og når en kunde ringer, kender vores montører hans maskiner og kan slå serienummeret op med det samme, så Michael og hans folk kan skaffe den rigtige del, og vi kan få den monteret i en fart. Vi prioriterer hurtighed meget højt. For når det hele står på gloende pæle i høsten, kan et nedbrud koste vores kunde mange tusinde kroner på kort tid, så en standset maskine skal i gang igen med mindst mulig spildtid. Derfor er vores telefoner altid åbne, og hele virksomheden knokler for at løse kundernes problemer døgnet rundt alle ugens dage".

"Næsten alle vores kunder har serviceaftaler, og efter høst ringer jeg rundt for at høre, om vi skal servicere deres mejetærskere i løbet af vinteren. Over 80% siger ja, fordi de så både får service til en god pris og sikkerhed for, at maskinen er 100% klar, den dag høstvejret er perfekt."

God service betaler sig
"Vores erfaring er, at næsten alle vinterservicerede maskiner kører problemfrit hele høsten. Så det er langt billigere at forebygge end at risikere, at der går et leje eller en elevatorkæde midt i høsttiden, så man får et dyrt driftsstop, når det brænder allermest på".

At det betaler sig at yde god service både før og efter et salg dokumenterer Peter Nissen med en lille historie: "Jeg havde nogle møder med en kunde, der i mange år havde kørt mejetærskere af et andet mærke. I 2012 købte han en CR9080 og i 2015 yderligere en CR9.80, og nu har han lige købt to nye New Holland CR8.90 med bælteundervogn for at opnå et optimalt jordtryk og skåne marken mest muligt. Kunden har 1.000 søer med avl og opfodring, og for at producere de bedste grise ville han have den bedste kornkvalitet. Og den, siger han, leverer New Hollands CR rotormaskiner!"

"Kundens brugte CR9.80 solgte vi til en engelsk landmand, der ikke kunne finde en lige så velholdt mejetærsker derovre. Så det betaler sig altid - både for os og vores kunder - at tingene er i orden", slutter Peter Nissen.

Læs denne og andre historier i den nyeste udgave af Blue&You her.



Tilbage til alle Nyheder & Aktiviteter